Mit studievalg
Jeg var meget i tvivl om, hvilken uddannelse jeg skulle søge ind på efter gymnasiet. Jeg havde cirka alle tænkelige uddannelser oppe at vende i mit hoved og syntes, der var mange forskellige uddannelser, som lød interessante. Derfor syntes jeg, valget var virkelig svært at tage med frygten for at vælge forkert, hvilket resulterede i to sabbatår.
Til sidst ville jeg gerne i gang og måtte derfor tage en beslutning. Det, som jeg hjalp mig med at vælge, var at gennemgå fordelene og ulemperne ved uddannelserne, at tage til åbent hus samt studiepraktik. Jeg var dog stadig ikke 100 procent sikker på mit valg, for man kan læse nok så meget om de forskellige uddannelser – og tro mig, det gjorde jeg – men man ved først rigtigt, hvad det er, når man selv har prøvet det. Så til sidst sprang jeg bare ud i det min mavefornemmelse havde det bedst med.
Jeg endte med at vælge at læse international business på CBS, fordi det er en meget bred uddannelse. Den åbner for mange muligheder og kandidater, hvilket jeg syntes er rart, da jeg endnu ikke ved præcis, hvilken retning jeg gerne vil gå. I løbet af uddannelsen får vi lov til at få indblik i mange forskellige emner, og forhåbentlig kan det hjælpe mig med at gøre mig mere afklaret.