Freya Gram Olsen

Kontakt mig
hero
play

Mit studievalg

At vælge studie kan føles som en meget stor og overvældene beslutning – det var det for mig. Jeg var meget i tvivl, og brugte utallige timer på UG.dk, hvor jeg browsede rundt og læste om forskellige uddannelser. Der var mange uddannelser som fangede min interesse – det var f.eks. grafisk design uddannelsen, kokkeuddannelsen og kommunikative uddannelser. Så hvad skulle jeg dog vælge, når mine interesser var så forskellige?! Det var et kæmpe dilemma og svært at beslutte.

Derfor lavede jeg en ”brainwriting” på alt det som interesserer mig – og her var det tydeligt at visuel formidling, det at drive en virksomhed, kreativitet, mennesker og kommunikation fyldte mest. Ud fra det googlede jeg mig frem til forskellige kommunikationsuddannelser. Min HHX-baggrund gjorde at CBS hurtigt kom under min radar. Jeg valgte derfor først at studere på CBS studiet Business, Language and Culture med fokus på tysk– her fandt jeg hurtigt ud af at det skulle jeg ikke, for jeg måtte erkende at mit gymnasie tysk ikke var stærkt nok.

Jeg måtte derfor gå i tænkeboks – igen! Og så fangede HA (kom.) min interesse, for her var det muligt at kombinere kommunikation, forretningsforståelse og kreativitet. Det som adskiller HA (kom.) fra andre CBS uddannelser er muligheden for at komme i praktik på 6. semester. Det tiltalte mig meget, for jeg tror virkelig på at det er vigtigt med ”jord under neglene”.

Mine forventninger til studiet er i høj grad blevet indfriet, selvom at det ikke er alle fag som er lige min ”kop te”. Derfor tror jeg, at det er vigtigt at huske på, at den helt perfekte uddannelse ikke findes – for der vil altid være fag som bare skal overstås og gennemføres. For mig var det faget mikroøkonomi. Det var en eksamen som jeg frygtede – men jeg kom igennem. Det fag har ikke kun lært mig om aspekterne indenfor mikroøkonomi, men det har også lært mig at med hårdt arbejde, fokus og dedikation så er alt muligt, selvom det er svært og udfordrende.

Min uddannelse

Det er fedt at studere på HA (kom.) og universitetet, fordi det er et meget fleksibelt og frit liv. Der er en del selvstudie, og ikke så mange forelæsninger og øvelsestimer om ugen. Det giver god tid til at fordybe sig i bøgerne, men også tid til at arbejde – hvor det er fedt at omsætte teori rent praktisk. For mig har det været utroligt vigtigt at skabe et godt overblik over min uge ved at lægge en solid plan. En plan som inkluderer alt hvad jeg skal nå at læse, hvem jeg skal se, forelæsninger jeg skal deltage i, løbeture, arbejdstider etc. Det er med til at give produktive og gode dage. Noget andet jeg har haft stor glæde af, er at studere i tidsintervaller af 45 minutter. Det har været utroligt effektivt under eksamensperioderne, og det er meget motiverende at kunne krydse af hver gang et interval er gennemført.

Det sociale liv er naturligvis, også, en vigtig del af livet som studerende. Dette har været udfordret under nedlukningen i studieåret 20/21, så derfor har min studiegruppe været ekstremt vigtig for mig. I min studiegruppe har vi arbejdet meget tæt sammen på Teams-møder. Det har været utroligt rart at snakke med medstuderende om fagene, men også om de ting som sker i livet og kunne hjælpe samt støtte hinanden – hele vejen rundt. Du skal ikke være bekymret for ikke at kunne finde en studiegruppe, for vi startede alle med at få tildelt en studiegruppe på 1. semester. I min tildelte studiegruppe var vi 5, hvilket var lidt for mange til at få et godt samarbejde i stand. Derfor fandt jeg sammen med to (nye) medstuderende, og vi dannede en gruppe. De to medstuderende som jeg nu er i studiegruppe med, lærte jeg at kende under introugen. Derfor vil jeg – kraftigt – anbefale dig at deltage i introugens sociale aktiviteter. Det giver et utroligt godt grundlag for en god start på studiet – både fagligt og socialt.

Gode råd

1

Følg din intuition. Mærk efter og spørg dig selv: Hvad er det, der i virkeligheden interesserer mig? For at finde ud af det, kan du lave en brainstorm på alt det, som du virkelig elsker at lave! Det vil give dig et godt udgangspunkt, for at beslutte hvilken uddannelse du vil studere på.

2

Vær ikke bange for at starte på en uddannelse, og så derefter stoppe igen. Det er der ingen skam i. Det vil gøre dig endnu mere skarp på det, som vil være mest interessant for dig at studere. Husk på, at dit valg af uddannelse ikke er definitivt for hvilken retning dit arbejdsliv kommer til at få. Tænk på, at du med stor sandsynlighed skal arbejde til du er 75 år, så forhåbentligt skal du også igennem mange andre kurser efter din videregående uddannelse.

3

Når du starter på HA (kom.) så er det en virkelig god idé at få et studiejob, som harmonerer med det du interesserer dig for på uddannelsen. Hvis du har svært ved at finde et job, så kan du f.eks. arbejde gratis i et stykke tid for en start-up virksomhed, imens du også har et andet job som kan give mad på bordet. Det vil være en kilde til værdifuld læring, og gode velbetalte studiejobmuligheder efterfølgende.

STUDERENDE PÅ HA(KOM.)

Hør hvad studerende på HA(kom.) har at sige om studievalget og hverdagen på studiet. Og kontakt dem med dine spørgsmål.

Lærke Vestskov Poulsen

Læs mere

Mie Kathrine Egund

Læs mere

Siv Berner Carstensen

Læs mere

Caroline Juhl

Læs mere