Mie Kathrine Egund

Kontakt mig
hero
play

Mit studievalg

Hvorfor jeg valgte at læse på CBS
Jeg valgte at læse på CBS, fordi jeg gerne ville udforske flere af mine interesser på én gang og holde mange muligheder åbne. Ved at vælge en HA i erhvervsøkonomi og kommunikation får man noget fra begge verdener. Desuden har man en bred mulighed for at vælge kandidat, og man slår sig ikke fast på én retning for fremtiden fra starten af.

Jeg synes dog, at det var svært at vælge CBS, fordi jeg kom fra en vennegruppe, hvor der var en del fordomme omkring CBS, og jeg kendte heller ikke så meget til det. Jeg valgte det alligevel, fordi der her var en uddannelse, der matchede min faglige interesser godt – og jeg har ikke fortrudt den prioritering. Desuden er der fordomme om alle studier, og de fleste bliver afkræftet, når man starter. Man bliver heller ikke sit studie, og man kan gøre det til sit eget.

Mit faglige valg
Jeg overvejede også at læse jura – som jo er i en helt anden boldgade, end dét jeg læser nu. Jeg var meget i tvivl, og jeg ville på det tidspunkt gerne vælge det absolut rigtige for mig. Men til sidst bliver man jo nødt til at vælge, og det blev HA (kom.) fordi jeg her kunne lære nogle forskellige tilgange (både erhvervsøkonomisk og kommunikativ) og også bruge lidt af min kreative side. Siden hen er jeg desuden også begyndt at tro på, at der ikke er ét rigtigt studie, men at man kan passe ind på flere studier og finde flere forskellige fag spændende og sjove.

Mine praktiske overvejelser
Jeg ville gerne læse på et studie, der ikke lå for langt væk fra min bolig og som havde gode faciliteter. CBS opfylder begge ting, så det gjorde det nemt at vælge i forhold til det.

Overvejelserne jeg gjorde mig omkring det sociale
Jeg ville også gerne læse på et studie, hvor der var et godt socialt liv. Jeg havde hørt fra diverse bekendte, der også læser på CBS, at der var gode sociale forhold på CBS. Der er både mulighed for at deltage i en masse studieforeninger og at få sig en øl i den såkaldte Nexus-bar efter skole. Desuden er der en god introuge, der ryster folk sammen. Jeg havde en forventning om, at folk var åbne for at lære hinanden at kende, og den er også blevet mødt.

Min uddannelse

Det mest spændende ved min uddannelse
På HA(kom.) finder jeg det især spændende, at de kommunikative fag lapper ind over hinanden. Det som du lærer i ét fag, kan du tage med videre og bruge i et andet fag – og du bliver bedre til at genkende og bruge diverse fagtermer og forstå den teoretiske tankegang. Og så er det også virkelig spændende, at der bliver inddraget så meget fra virkeligheden i undervisningen. Det er ikke fiktive cases, man arbejder med, men helt konkrete virksomheder, som man kender. Det kan eksempelvis være i arbejdet med en Carlsberg reklame, som du måske har set mange gange før, men som du nu får en ny tilgang til, hvilket åbner op for at tænke over reklamen på en anden måde og se alle de små beskeder, der er gemt i den.

Hvad jeg er særligt glad for
Jeg er både glad for det faglige og det sociale på HA(kom.). Jeg har været meget glad for det faglige, da fagene har været spændende og har også spillet godt sammen. I forhold til det sociale, sætter jeg meget pris på min læsegruppe. Den har jeg været rigtig glad for og den har fyldt meget i min hverdag – både for at kunne diskutere det faglige og gøre dét mere spændende. Men den har også skabt en masse sociale aktiviteter, der ikke nødvendigvis har været relateret til skole.

Mine fremtidsplaner
Jeg ved ikke, hvad jeg vil bruge min uddannelse til endnu – men det er dét, som jeg godt kan lide ved den; at der er så mange muligheder. Dog har jeg en forestilling om at sidde i en form for konsulentbureau eller lignende, hvor hjertet banker for kommunikation – frem for en kommunikationsafdeling i en virksomhed, der driver en anden vilkårlig forretning.

Hvordan uddannelsen passer til mig
HA(kom.) er en uddannelse, der passer rigtig godt til mig, fordi der er plads til at være kreativ – især i den måde, som man arbejder med diverse cases i praksis. Der kan også opstå større filosofiske diskussioner om teorierne, og dét elsker jeg.

Det der har overrasket mest
Det har overrasket mig en smule, hvor lidt den økonomiske del trods alt fylder i lige præcis min uddannelse. Man skal dog igennem faget mikroøkonomi på første semester, der involverer matematik – men ikke på et højt niveau.

Det sværeste ved studiet
Den stor læsemængde er en fællesnævner for mange studier, og den var for mig uden tvivl svær at overkomme i starten. Men lige så snart, at jeg lærte fagene bedre at kende, fandt jeg ud af, hvor forberedt man skal være for stadig at få det bedste ud af undervisningen – og så kunne jeg skrue lidt ned for læsetimerne.

Gode råd

1

Studiet er ikke altid som man har hørt fra andre, og alle kan passe ind – lige meget, hvilken type du er eller hvor du kommer fra. Det er ikke én rigtig måde at være ”CBS’er” på – og du kan gøre det til dig eget.

2

Brug din læsegruppe og vær åben for at lære nye mennesker og deres måde at arbejde på at kende. Læsegruppen kan være meget værdifuld, og den kan åbne op for gode og tætte venskaber.

3

På HA(kom.) er der er stort pensum, og det er en fordel at kunne strukturere sin tid. Brug evt. din kalender til at holde styr på læsetimerne – fordi så kan du også bedre se, hvornår du har tid til alt muligt andet

STUDERENDE PÅ HA(KOM.)

Hør hvad studerende på HA(kom.) har at sige om studievalget og hverdagen på studiet. Og kontakt dem med dine spørgsmål.

Freya Gram Olsen

Læs mere

Lærke Vestskov Poulsen

Læs mere

SIV BERNER CARSTENSEN

Læs mere

Caroline Juhl

Læs mere