ANNE SOPHIE KROG PEDERSEN

Kontakt mig
hero
play

Mit studievalg

Rejser, frivilligt arbejde og frihed stod langt mere centralt i mit hoved end universitetet, da jeg blev færdig med gymnasiet. Efter halvandet år udenlands var jeg dog også klar til at lære noget nyt igen, og mens de fleste af mine gymnasieveninder blev i det trygge fastland, besluttede jeg mig for, at det var tid til at prøve noget hélt nyt i hovedstaden. Hvad det præcis skulle være, stod imidlertid mindre klart.

Efter mange timer brugt på ug.dk, utallige beskeder sendt til mine veninder, som allerede var begyndt på universitetet og nærstudie af CBS’ værktøj til sammenligning af uddannelser, havde jeg snævret mig ind på tre uddannelser: HA Pro, International Business & Politics (IBP) samt Business, Language & Culture (BLC). Valget endte med at falde på Erhvervsøkonomi og projektledelse, fordi der dels er færre økonomiske fag end på IBP, og dels at uddannelsen åbner op for et større udvalg af kandidatuddannelser end BLC. Hvad ”projektledelse” hélt præcist var, manglede jeg stadigvæk at finde ud af, men i min fritid har jeg altid elsket at engagere mig i alverdens projekter, så jeg tænkte, at det kunne være mere spændende at lære mere herom.

Det var med sommerfugle i maven og høje forventninger, jeg troppede op på Solbjerg Plads første dag. Jeg glædede mig meget til at møde mine nye medstuderende – men var også nervøs for, hvor hårdt studiet ville blive. Socialt er Pro virkelig godt med et godt socialt miljø og mange arrangementer, og selvom man lige skal vænne sig til den øgede læsemængde, viste det sig, at pro levede op til alle mine forventninger.

Min uddannelse

Noget af det bedste ved Ha Pro er, at vi gennemgående på uddannelsen selv skal finde case-virksomheder, så vi kan forsøge at se teorien i praksis. Dét, synes jeg, gør det mere virkelighedsnært og hjælper med at besvare spørgsmålet om, hvordan man égentlig ser teorien i praksis. Den øgede læsemængde har for mig været noget af det mest udfordrende, fordi man virkelig skal vænne sig til, at man ikke på samme måde som i gymnasiet kan nå at læse og skrive noter om alt fra ende til anden.

Som jyde i København var det vigtigt for mig at møde nye mennesker, og foruden Pro valgte jeg derfor hurtigt at engagere mig i en studenterforening, hvor jeg udover på studiet også har fået nogle af mine bedste venner. Pro er rigtig godt socialt med mange arrangementer og højt humør. Alligevel har jeg også selv valgt at bruge meget tid med venner udenfor studiet, fordi jeg synes, det kan være rart nogle gange at skille studie og fritid ad. Pro giver desuden rigtig gode udvekslingsmuligheder, og i efteråret var jeg selv fem måneder i Yogyakarta, Indonesien: Noget, jeg virkelig kan anbefale.

Hvad jeg vil bruge uddannelsen til, er jeg fortsat meget i tvivl om. Selvom det måske kan lyde kliché, tror jeg meget på, at man snarere end at vide, hvad man vil fra start, ofte finder ud af tingene hen ad vejen: Det var min egen interesse for projekter, der ledte mig til at søge ind på HA Pro – og med retskrav på en bred vifte af kandidater har jeg igen haft mange muligheder for de sidste to år af studiet.

Gode råd

1

Som ny i København vrimler det med muligheder og oplevelser: Anerkend, at du ikke kan nå ALT og forsøg at lade den dårlige samvittighed blive hjemme, når du tager sociale arrangementer snarere end at forberede næste lektion.

2

Husk at karakterer ikke gives ud fra en normalfordeling: Men at alle i princippet kan få 12 – så brug dine medstuderende som sparingspartnere snarere end at se dem som konkurrenter.

3

Husk at fokusere på de sværere fag i oplæsningen og i løbet af året – ellers kan det blive en meget hård eksamensperiode.

4

Brug læsesalen og hold fri, når du er hjemme.

Studerende på HA pro.

Hør hvad studerende på HA pro. har at sige om studievalget og hverdagen på studiet. Og kontakt dem med dine spørgsmål.

JEPPE EMIL THOMSEN

Læs mere

ALEXANDRA SKOV

Læs mere

CAMILLA JIANG

Læs mere