PERNILLE LAURSEN

Da jeg gik ud af gymnasiet, anede jeg ikke, hvad jeg ville med mit liv. Jeg havde dog altid vidst, at jeg ville have et sabbatår, så jeg tog et år, hvor jeg arbejdede og rejste verden rundt. Man hører ofte om folk, der tager et sabbatår, og lige pludselig vågner de op en dag og ved præcis, hvad de vil læse, så jeg holdt sabbatår og håbede på, at jeg en dag ville vågne op og få en åbenbaring! Det skete dog ikke, og jeg tog endnu et sabbatår i håb om, at det ville give mig noget afklaring. Men jeg blev stadig ikke mere sikker. På et tidspunkt indså jeg, at det simpelhent ikke er alle, der får en åbenbaring eller har vidst, hvad der ville siden 7. klasse. Og hvis det er tilfældet, bliver man nødt til bare at prøve noget.

Jeg tror, jeg havde overvejet samtlige 800 uddannelser i Danmark, da jeg søgte ind på HA(psyk.), men psyk var alligevel en af de uddannelser, jeg vendte tilbage til flere gange i løbet af mine sabbatår. Det, der tiltrak mig ved HA(psyk.), var kombinationen af de mere ”hårde” økonomiske og matematiske fag og de mere ”bløde” psykologiske og organisatoriske fag.

Jeg er typen, der elsker at putte ting i bokse og sætte to streger under facit samtidig med, at jeg godt kan lide, at der nogle gange er mulighed for at diskutere og reflektere over nogle ting, og så synes jeg, at det er virkelig spændende at beskæftige mig med, hvordan mennesker tænker og agerer.

På HA(psyk.) har vi det, vi kalder ”psyk-ånden,” og det er noget, man mærker lige så snart man starter. Vi har et studie, hvor vi virkelig hjælper hinanden, og hvor man betragter hinanden som sine medstuderende snarere end sine modstuderende, og det giver bare en virkelig god stemning på studiet.

I forbindelse med undervisning er vi fordelt på fire hold, som skifter efter hvert semester, hvilket både er mega fedt, men som også kan være en udfordring. Man lærer rigtig mange at kende og kan hurtigt sætte ansigt på de fleste på studiet til trods for, at vi er cirka 150 studerende. Dog har man ikke den klasse-følelse, man har været vant til fra folkeskolen og gym, og det kræver derfor mere af en selv at få noget socialt op at køre.

Desuden vælger vi ikke selv studiegrupper de fire første semestre, men bliver placeret i tilfældige studiegrupper, hvilket for mig har fungeret virkelig godt. For det første fjerner det presset over med det samme at skulle finde en studiegruppe. Hvis man selv skal finde en studiegruppe, finder man oftest sammen med dem, man lige har talt mest med de første dage. Der er oftest også dem, man er bedst venner med, og det er højst sandsynligt ikke dem, man arbejder bedst sammen med. Noget af det fede ved ikke selv at vælge studiegrupper er også, at man lærer at samarbejde med mange typer mennesker, og man får snakket med nogle af dem, man måske ikke ville snakke med normalt. Nogle af mine bedste venner på studiet er dem, jeg var i studiegruppe med på første semester til trods for, at vi også er meget forskellige, og jeg er overbevist om, at vi ikke havde fundet sammen, hvis det ikke var, fordi vi blevet placeret i samme studiegruppe.