Jeg var meget i tvivl om jeg skulle søge IB, hovedsagelig grundet dets ryg. Jeg endte dog med at søge IB som førsteprioritet, og dernæst Økonomi på KU som anden prioritet. Jeg var derfor som udgangspunkt indstillet på, at have noget med forretnings- og økonomiverdenen at gøre. Spørgsmålet var blot hvilken indgangsvinkel, der passede bedst til mig.
Jeg blev originalt interesseret i at søge ind på IB grundet min passion for et internationalt miljø, og mine egne ambitioner om at flytte tilbage til New York efter min bachelor. Dette kombineret med at studere med andre, som også går op i det akademiske, tiltalte mig meget, da jeg præsterer bedst, når jeg er arbejder sammen med ligesindede.
Dog var det netop også denne side, som skræmte mig og næsten gjorde, at jeg ikke søgte IB; ville studiemiljøet være FOR konkurrencepræget? Ville jeg overhovedet finde nogen studiekammerater, som jeg klikkede med?
Jeg valgte til slut dog som sagt at søge IB som første prioritet, og der var en række grunde til, at jeg tog dette valg:
Først og fremmest, så var det internationale aspekt meget vigtigt for mig. At IB er en 100% engelsksproget uddannelse, ville kunne styrke mine engelskkundskaber yderligere. Det giver et godt fundament for i fremtiden at kunne skabe muligheder i udlandet – både arbejdsmæssigt samt ift. videreuddannelse.
IB åbner rigtig mange døre, også blot som en bachelor uddannelse. Jeg var interesseret i at udforske mine muligheder, også direkte efter min bachelor.
Jeg indså, at jeg ikke skulle basere mit valg af uddannelse på, om hvad andre ville syne som mig, samt mine egne fordomme til, hvilke typer der læser IB. Da mine interesser var i overensstemmelse med selve studiet, kunne jeg umuligt skyde helt ved siden af (og heldigvis blev alle mine fordomme aflivet meget hurtigt )
Den sidste og meget vigtige grund er læringsmetoden, som bruges på CBS og specielt på IB. Vores undervisning er meget case-baseret, så vi arbejder meget med scenarier og analyser fra og af virkeligheden, hvilket kan give et rigtig godt indblik i den verden, der venter efter uddannelsens afslutning. Vi har stadig en del teori, men måden hvorpå vi lærer teorien er igennem cases.
Som sagt, havde jeg en del forventninger og fordomme til hvordan IB ville være som uddannelse. Jeg kendte ingen personligt, som havde gået på IB. Derfor var så alle mine forventninger påvirket af, hvad jeg havde hørt rundt omkring.
Jeg forventede et meget højt akademisk niveau, men mange ambitiøse medstuderende – hvilket er meget sandt. Hvis man trives i et miljø, hvor andre også tager deres uddannelse meget alvorligt, så er IB stedet. Jeg har aldrig mødt så mange ambitiøse og intelligente mennesker, som mine medstuderende.
Men jeg var dog bange for den ’type’, IB ofte bliver associeret med. Det viste sig på ingen måde at være et problem; denne stereotyp blev aflivet første dag, jeg mødte mine medstuderende. Jeg har fået venner for livet, som har samme interesser som jeg selv, samtidigt med at alle noget specielt at byde ind med.